Tusinder flygter fra omfattende skovbrande i Californien

Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tusindvis af mennesker er blevet evakueret fra et område i det nordlige Californien, der er præget af brande.

Snesevis af huse og andre bygninger er fortæret af flammerne, der breder sig hurtigt.

Mange beboere omkring byen Vacaville, der har 100.000 indbyggere og ligger nær delstatshovedstaden Sacramento, har fået besked på at forlade området.

Nogle af dem måtte forlade deres hjem i hast og kørte fra stedet iført pyjamas.

Ved nogle hjem fik flammerne gasledninger til at eksplodere, mens flammerne andre steder bredte sig hen over landeveje.

Folk er blevet forbrændt

En del mennesker blev forbrændt, da de måtte flygte fra brandene, der hastigt breder sig i området.

»Jeg havde en masse flammer omkring mig, og jeg mistede en sko. Men jeg klarede det, siger en kvinde, der over for tv-stationen NBC beskriver, hvordan hun flygtede fra flammehavet sammen med sin mand.

Branden ved Vacaville er en del af en række brande, der samlet set har brændt over 20.000 hektarer i det nordlige Californien de seneste dage.

Det er et område lidt mindre end Møn.

Ingen kontrol med brandene

Onsdag morgen lokal tid oplyste brandvæsnet, at der ikke er kontrol med brandene, der truer omkring 1900 huse og andre bygninger i regionen.

I alt hærger omkring 30 forskellige brande i Californien, hvor guvernør Gavin Newsom har erklæret katastrofetilstand.

»Vi indsætter samtlige tilgængelige ressourcer for at holde samfundene sikre, mens Californien kæmper mod brande på tværs af delstaten under disse ekstreme forhold«, siger han.

Udløst af en tordenstorm

De mange brande har fået navnet LNU Lightening Complex og blev udløst af en tordenstorm med mange lynnedslag tidligere på ugen i San Francisco Bay Area.

Skovbrandene spreder sig ukontrolleret og er vokset i styrke under den hedebølge, Californien oplever i øjeblikket.

I Death Valley i Nevadas ørken blev der søndag målt 54,4 grader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her