Corona kan sende 100 mio. ud i fattigdom
1 Hvis coronapandemien fortsætter eller bliver værre, kan helt op til 100 mio. mennesker ende i ekstrem fattigdom. Det siger David Malpass, der er præsident for Verdensbanken. I maj vurderede Verdensbanken ellers, at vi ville se 60 mio. falde ned i ekstrem fattigdom som følge af pandemien. Nu er tallet blevet opjusteret og kan endda blive endnu højere, mener Malpass.
Af samme grund er det bydende nødvendigt, at udviklingslandenes gæld reduceres betragteligt, siger præsidenten. G20-landene, der er en klub af verdens store vækstøkonomier, har allerede suspenderet de fattigste landes afdrag på gæld i indeværende år, og der er planer om at forlænge fristen, så den også gælder i 2021. Men det er ikke nok, for de fattige lande vil ikke stå bedre rustet til at betale om 16 måneder, siger Malpass.




























