I flere måneder har Alexandria Ocasio-Cortez, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, været en loyal partisoldat for demokraterne og Joe Biden og kæmpet for at slå Donald Trump ved præsidentvalget.
Men i et timelangt interview med The New York Times lørdag, kort efter at Bidens valgsejr blev erklæret, gør Ocasio-Cortez det klart, at den interne splittelse i partiet op til primærvalget stadig findes. Og hun afviser pure kritikken fra partifæller i Repræsentanternes Hus, som har givet partiets venstrefløj skylden for, at man har mistet vigtige mandater. Nogle af de demokrater, der tabte valget, kan takke sig selv for, at de var »et let bytte«, siger hun.




























