Det forslåede underben skulle nok have været lagt i gips, men i mangel af bedre har sygeplejersken skåret en tom medicinpakke af pap til en rektangel og bukket siderne op, så de fungerer som en skinne. Siderne er forbundet med tre stykker tape hen over skinnebenet. Værsgo ...
Fotografiet, der først blev bragt i den italienske avis La Stampa, er taget på det største hospital i Italiens fattigste region, Calabrien, hvor der er omtrent lige så mange indbyggere som i Region Hovedstaden – knap 2 millioner. Og fotografiet er et symbol på den elendige forfatning, som sundhedsvæsnet i de sydlige regioner befinder sig i, og som kun er blevet tydeligere under coronakrisen. I årevis har rædselshistorierne fra hospitaler i Syditalien stået i kø for at blive hørt. Her i anden bølge af coronavirussen er de umulige at ignorere.




























