Præsident Emmanuel Macron skriver på Facebook, at billeder af en ung sort mand, der bliver pryglet af flere politifolk i Paris, fordi han ikke bærer mundbind, er »skamfuldt« for Frankrig.
Han oplyser, at han har bedt regeringen om at fremkomme med forslag til at genskabe offentlighedens tillid til politiet og sikre, at alle former for diskrimination bekæmpes.
En video, der blev offentliggjort torsdag, viser, hvordan tre politifolk presser Michel Zecler ind i et studie, hvor han til dagligt producerer musik. Der er ingen lyd på videoen, men ifølge Zecler bliver han overdænget med racistiske smædeord. De næste fem minutter slår og sparker politifolkene løs på ham.
Hvad de ikke vidste var, at der oppe under loftet hang et overvågningskamera, som fangede hele optrinnet. Betjentene er efterfølgende blevet suspenderet fra tjeneste.
Macron og flere kendte franskmænd fordømmer
Tidligere fredag rapporterede franske medier, at Macron var meget chokeret over det, han så på videoen. Det gav mindelser om George Floyd, der i foråret blev kvalt af en politibetjent i den amerikanske by Minneapolis. Det blev startskuddet til bevægelsen Black Lives Matter.
Flere berømte franske sportsstjerner har fordømt overfaldet på Zecler ifølge BBC.
»En ubærlig video, uacceptabel vold. Sig nej til racisme«, skriver den unge fodboldstjerne Kylian Mbappé på Twitter. Han er selv af blandet arabisk og afrikansk herkomst.
Zecler blev anholdt af de tre betjente og sigtet for vold og for at have modsat sig tilbageholdelse. Men anklagemyndigheden afviste sigtelserne.
Betjentenes voldsomme overfald på Zecler skete lørdag aften i sidste uge.
Ritzau




























