37 politifolk er lørdag kvæstet under demonstrationer rundt om i Frankrig mod en ny sikkerhedslov, der kritiseres for at være for venlig over for politiet.

37 betjente kvæstet under franske protester mod ny lov

En demonstrant i sammenstød med politiet i Paris.  Over hele landet har der været demonstrationer mod en ny sikkerhedslov, som kritiseres for at være for venlig overfor politiet.  Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
En demonstrant i sammenstød med politiet i Paris. Over hele landet har der været demonstrationer mod en ny sikkerhedslov, som kritiseres for at være for venlig overfor politiet. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Indenrigsminister Gérald Darmanin fordømmer lørdag aften den »uacceptable« brug af vold fra nogle demonstranters side, skriver nyhedsbureauet AFP.

»37 politifolk og gendarmer blev kvæstet under demonstrationerne ifølge den foreløbige optælling. Jeg fordømmer endnu en gang den uacceptable vold mod sikkerhedsstyrkerne«, skriver han på Twitter.

Ifølge politiet deltog op mod 50.000 mennesker i Paris i demonstrationer mod sikkerhedsloven. Loven indeholder en kontroversiel paragraf, som i nogle situationer forbyder pressen at fotografere og filme politifolks ansigter.

Protesterne kommer, efter at billeder har vist, hvordan en sort mand i sidste uge blev overfaldet og gennembanket af flere politifolk.

Den franske regering vil forbyde at filme politiet. Nu afslører en video fire betjentes løgn om en voldsom anholdelse af sort mand

I Paris gik demonstranter i optog fra Place de la Republique til Place de la Bastille. De mange mennesker stod tæt trods coronapandemien.

»Politi overalt, justits helt væk«, »Politistat« og »Smil, når du får bank« stod der på nogle af de skilte, som demonstranterne bar.

Demonstrationen udartede, da cirka 500 sortklædte personer begyndte at kaste med genstande mod politiet, sætte biler i brand og antænde bål i gaderne. Politiet svarede igen med tåregas.

Demonstrationen var ellers indtil da forløbet fredeligt ifølge det britiske medie BBC.

En »skamfuld« afstraffelse

Den nye sikkerhedslov vil begrænse pressens ret til at gengive billeder af politifolks ansigter. Men torsdag dukkede der en video op, der sætter spørgsmålstegn ved den nye lov.

Videoen viser, hvordan en sort mand, Michel Zecler, presses ind i sit musikstudie i Paris af tre betjente og i flere minutter gennembankes. Politifolkene var ikke opmærksomme på, at Zecler i loftet havde anbragt et overvågningskamera.

Politiet havde passet ham op, efter at han i strid med coronareglerne ikke bar et mundbind.

Fire betjente er siden blevet suspenderet.

Frankrig i oprør: Betjente prygler sort mand, mens overvågningskamera filmer det hele

Præsident Emmanuel Macron sagde fredag aften, at det var en »skamfuld« afstraffelse af Zecler.

Videoen har chokeret mange i Frankrig. Politikere, sportsstjerner og andre prominente personer har på de sociale medier taget afstand fra politiets opførsel.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her