Over 100 personer er blevet dræbt i et skudangreb i byen Bekoji i den etiopiske region Benishangul-Gumuz.
Det oplyser landets menneskerettighedskommission.
De bevæbnede mænd har også sat ild til huse, hvor der lå personer og sov, lyder det.
Området har været ramt af flere dødelige angreb, som er drevet af etnisk vold.
Etiopien, som med 110 millioner indbyggere er Afrikas mest befolkningsrige land efter Nigeria, har kæmpet med regelmæssige udbrud af dødelig vold, siden premierminister Abiy Ahmed tog over i 2018.
Han fremskyndede en række reformer, som løsnede statens jerngreb om regionale rivaliseringer.
Også i den konfliktramte region Tigray er der uro. Her har et stort antal flygtninge fra Eritrea søgt tilflugt og boet i lejre.
Kampene brød ud 4. november, hvor Etiopiens regering indledte en militær offensiv i Tigray. Det skete efter et angreb på militæret i den nordlige region, som styres af Tigray Folkets Befrielsesfront (TPLF).
Mange af de flygtninge, der boede i lejre i Tigray-regionen, er flygtet fra kampene og har søgt tilflugt i den etiopiske hovedstad, Addis Ababa.
ritzau


























