Præsident Trump har svært ved at forestille sig en fremtid uden for Det Hvide Hus, og selv for mere traditionelle politiske ledere er det svært at finde sig selv, når vejen ned fra magtens tinder viser sig forude.
Men Donald Trump kan tage ved lære af en anden forhenværende, nemlig franske Nicolas Sarkozy. Efter valgnederlaget i 2012 til socialisten François Hollande gav den politiske bulldozer Sarkozy ikke op. Han er i dag allestedsnærværende på den politiske scene – på godt og ondt, og 2021 kan blive året, hvor han fremstår som en trussel mod præsident Emmanuel Macron året efter.

























