En kvinde døde af skudskader under indtrængning i Kongressen. Tre andre omkom under protesterne.

Fire personer har mistet livet under uroligheder ved Kongressen

Foto: Stephanie Keith/Ritzau Scanpix
Foto: Stephanie Keith/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Yderligere tre personer ud over en kvinde er omkommet under onsdagens uroligheder ved Kongressen i USA.

Det oplyser Robert J. Contee, chefen for politiet i Washington D.C., tidligt torsdag morgen dansk tid.

En kvindelig tilhænger af præsident Donald Trump blev skudt, da hun sammen med andre demonstranter trængte ind i kongresbygningen.

Kvinden, der ifølge hendes mand var en inkarneret tilhænger af Trump, afgik senere ved døden.

Desuden har yderligere tre personer mistet livet under protesterne som følge af ’medicinske komplikationer’, oplyser politichefen i den amerikanske hovedstad.

52 personer er anholdt i forbindelse med optøjerne, tilføjer Robert J. Contee.

Onsdag eftermiddag lokal tid trængte demonstranter ind i kongresbygningen, mens politikerne var i gang med formelt at godkende Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Kort inden klokken 18 lokal tid, hvor et udgangsforbud trådte i kraft, meldte politiet, at kongresbygningen var blevet sikret.



ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her