Google var de første til at smide Parler ud af deres appstore, Google Play. Kort tid efter fulgte Apple trop. Og nu truer Amazon helt med at skære forbindelsen til nettet for det sociale medie. Det fik stifter og direktør for Parler, John Matze, til at gå til angreb på Silicon Valleys største drenge og kalde sit eget medie for »verdens sidste håb for ytringsfrihed og informationsfrihed«.
»Vi er det tætteste på en konkurrent til Facebook og Twitter. Jeg er overbevist om, at Amazon, Google og Apple har samarbejdet i et forsøg på at sikre, at de ikke har konkurrence«, skriver han i et opslag på sin Parler-profil.




























