Frem til fire dage efter indsættelsen den 20. januar af Joe Biden som USA’s nye præsident vil der med omgående virkning gælde særlige sikkerhedsforanstaltninger i Washington D.C.
Det har præsident Donald Trump godkendt mandag, skriver Reuters.
Tiltaget skal forhindre uroligheder som sidste uges angreb på kongresbygningen, efter at forbundspolitiet FBI har advaret om planer for væbnede protester i dagene op til indsættelsesceremonien.
Ifølge et notat, som tv-stationen ABC News har set, holder FBI øje med en væbnet gruppe, som skal have planer om at tage til Washington D.C. lørdag.
Advarer om massivt oprør
Gruppen advarer om et »massivt oprør«, hvis der gøres forsøg på at fjerne Donald Trump fra præsidentembedet.
Den har desuden opfordret til at »storme« regeringsbygninger og retsbygninger i alle 50 stater, den dag Biden bliver indsat.
»FBI har modtaget oplysninger om en identificeret væbnet gruppe, der har til hensigt at rejse til Washington D.C. den 16. januar«, lyder det ifølge ABC News i FBI-notatet.
Færdig politichef: Jeg bad om hjælp seks gange før kongresuroDet har ikke været muligt for nyhedsbureauet Reuters at få FBI til at be- eller afkræfte ABC News’ oplysninger.
Ansvaret, for at indsættelsen af Biden forløber i god ro og orden, ligger ifølge nyhedsbureauet AFP hos ministeriet for indenlandsk sikkerhed.
Mandag meddelte fungerende minister for indenlandsk sikkerhed, Chad Wolf, at han trækker sig fra posten.
Ifølge mediet CNBC tog Wolf efter angrebet på Kongressen afstand fra begivenhederne og kaldte optøjerne for ’tragiske og frastødende’.
Ligeledes mandag blev det meddelt, at Nationalgarden, der er delstaternes egne væbnede styrker, sender op mod 15.000 soldater til Washington D.C. for at være med til at forhindre eventuelle nye uroligheder.
ritzau
fortsæt med at læse




























