Dagen før Joe Biden officielt tiltræder som USA nye præsident, er der nærmest for meget ro og orden i et køligt, solbeskinnet og tæt på mennesketomt Washington.
I flere dage har gaderne omkring Kongressen på Capitol Hill, præsidentens gemakker i Det Hvide Hus og den parklignende strækning kaldet The Mall, der plejer at lægge græs til hundredtusindvis af gæster på indsættelsesdagen, været blokeret af betonklodser, humvees, skraldebiler, og hvad myndighederne nu ellers har kunnet skrabe sammen af tunge genstande.


























