Den amerikanske regering vil ikke fjerne sine sanktioner mod Iran, så længe styret i Teheran ikke lever op til sine forpligtelser i en atomaftale fra 2015.
Det siger præsident Joe Biden til tv-kanalen CBS.
Det var den internationale aftale, som tidligere præsident Donald Trump trak USA ud af og i stedet genindførte sanktioner mod Iran.
Biden bliver spurgt, om han vil være villig til at stoppe sanktionerne mod Iran for at få dem tilbage til forhandlingsbordet.
»Nej«, lyder hans korte svar.
Han bliver herefter spurgt, om iranerne først skal indstille deres berigelse af uran. Det besvarer han med et bekræftende nik
Beriget uran er en vigtig komponent i fremstillingen af atomvåben.
Efter at Trump i 2018 trak USA ud af atomaftalen, svarede iraneren igen sidste år ved at øge graden af berigning af uran. Dermed overskred Iran den grænse, som var fastlagt i den internationale aftale med stormagterne.
Bidens regering har hele tiden udtrykt vilje til at vende tilbage til atomaftalen. Men USA kræver, at Iran overholder alle elementerne i atomaftalen.
ritzau
fortsæt med at læse




























