Lørdag kostede vedvarende demonstrationer og sammenstød med politi i Myanmar menneskeliv i storbyen Mandalay.

FN og USA fordømmer dødbringende magtmisbrug i Myanmar

To blev dræbt og flere såret af skud under en demonstration lørdag i Myanmars næststørste by, Mandalay, da politiet åbnede ild. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
To blev dræbt og flere såret af skud under en demonstration lørdag i Myanmars næststørste by, Mandalay, da politiet åbnede ild. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FN fordømmer brugen af dødbringende magt i Myanmar, efter at to mennesker blev dræbt af politi lørdag i landets næststørste by, Mandalay, skriver FN’s generalsekretær, António Guterres, på Twitter natten til søndag dansk tid.

»Brug af dødbringende magt, trusler og chikane mod fredelige demonstranter er uacceptabelt«, skriver Guterres.

Også USA tager afstand fra Myanmars sikkerhedsstyrker, der åbnede ild mod demonstranterne og dræbte en person på stedet med skud i hovedet, mens en anden døde senere af sine kvæstelser fra skudsår i brystet. 20 andre blev såret.

I et tweet fra det amerikanske udenrigsministerium skriver talsmand Ned Price, at USA er »dybt bekymret« over hændelsen og det faktum, at Myanmars militær fortsætter med at tilbageholde og chikanere demonstranter.

»Vi står sammen med Burmas folk«, skriver Price, der bruger Myanmars tidligere navn, Burma.

Lørdagens uroligheder begyndte, da politiet forsøgte at tvinge demonstranter tilbage på arbejde.

Protesterne og den civile ulydighed har taget fart, siden militæret 1. februar kuppede sig til magten og afsatte den demokratiske valgte leder, Aung San Suu Kyi, og hendes regering. Siden har militæret haft magten i Myanmar, og Suu Kyi og landets præsident, Win Myint, er tilbageholdt.

Facebook lukker side

Ligeledes lørdag besluttede Facebook at lukke Myanmars militærs hovedside på det sociale medie. Siden har navnet True News. Facebook beskylder militæret for på siden gentagne gange at have opildnet til vold, skriver nyhedsbureauet AFP.

Torsdag appellerede en række større lande kraftigt til, at Myanmars militær slipper magten og overgiver den til landets demokratisk valgte ledere. Blandt andet understregede Australien, Indien og Japan behovet for at »genskabe det demokratiske« system i Myanmar.

Militæret har begrundet kuppet med, at landets parlamentsvalg i november skulle have været præget af snyd. Suu Kyis parti vandt valget stort. Både internationale observatører og Myanmars valgkommission afviser militærets påstand om valgsvindel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her