Thomas Drach såede spiren til sin berømmelse, da han en forårsdag i 1996 kidnappede multimillionæren Jan Philipp Reemtsma foran dennes villa i Hamburgs velhaverkvarter Blankenese. Inden han forsvandt med sit offer, lagde Drach et afpresningsbrev på dørtærsklen. Under en håndgranat, så brevet ikke blæste væk.
Drach og hans hjælpere kørte Reemtsma til et hus i den lille by Garlstedt uden for Bremen, hvor de lagde ham i lænker nede i kælderen. Reemtsma var arving til tobakskoncernen af samme navn og desuden filologiprofessor. Han endte med at tilbringe 33 dage i kælderen, indtil det lykkedes Thomas Drach og hans kumpaner at presse en kæmpe løsesum ud af rigmandsfamilien.




























