Australien har som det første land i verden onsdag vedtaget en lov, som pålægger Google og Facebook at betale nyhedsmedierne for deres indhold. Loven kommer på plads, efter at Facebook i sidste uge fjernede alle nyheder for australske brugere. Mange oplevede det træk som arrogant og uden for demokratisk rækkevidde.
Facebook forsvarer sig med, at de ikke har bedt om nyheder på deres platform, og at de ikke tjener penge på dem. Dermed afslører de deres antipublicistiske og kapitalistiske ansigt. Det er dette ansigt, politikerne må se for sig, når de går til forhandlingsbordet med Facebook. For et Facebook uden kvalitetsnyheder er et Facebook overladt til misinformation og fake news.




























