Tre års fængsel. Det blev mandag dommen for den 31-årige svenske kvinde, som i 2014 tog sin dengang 2-årige søn med til Islamisk Stat i Syrien, uden at barnets far, hendes eksmand, vidste noget. I seks år opholdt hun sig i Syrien, men da hun kom hjem efter at være flygtet fra lejren Al-Roj via Tyrkiet, blev hun anholdt og tiltalt for børnebortførelse.
Selv forsvarer hun sig med, at hun var traumatiseret efter sin moders død i 2014, og at religionen blev hendes trøst. Hun rejste kun til Syrien for at »se, hvordan det var«, men blev umiddelbart efter tilbageholdt af IS og spærret inde i et kvindehus i Raqqa, hvorfra hun ikke kunne flygte.




























