Trods nogle af Europas laveste smittetal må hundredtusindvis af danske skolebørn se frem til endnu flere uger foran skærmen derhjemme. En enkelt dag om ugen må hovedparten af landets 5.-8.-klasser nøjes med at mødes – udendørs. Imens er skolebørnene i Sverige stort set uden undtagelser trasket i skole som normalt under hele coronapandemien.
De forskellige vilkår for skolebørnene i de to lande ligner et rigtig godt eksempel på forskellen mellem det, der er blevet kaldt den danske regerings ekstreme forsigtighedsprincip, og det, der har virket som en mere risikovillig svensk tilgang, hvor ikke alene skoler, men også eksempelvis butikker, liberale erhverv, restauranter og det udendørs foreningsliv har fået lov til at forsøge at sameksistere med virussen.



























