Der står en række kunstige roser ved siden af 17-årige Ahmad. Roserne er røde. Men det er ikke en smuk lys rød, der skaber liv i den ellers farveløse stue. Det er en falmende mørk rød, der fylder rummet med tristhed. Det ser ud, som om de falske roser er ved at dø.
Ahmad skutter sin ranglede krop og kigger ned på sine sorte sneakers. Han ænser ikke blomsternes tilstand. De går i ét med resten af hans omgivelser. Med resten af hans liv. Han bor i en gammel slidt bygning i et gammelt slidt kvarter. Har der nogensinde været et system i, hvordan kvarteret er bygget, er det blevet usynligt. Det er, som om husene er blevet bygget på et tilfældigt tidspunkt, på en tilfældig plads og farvet med den maling, der nu var til rådighed. Det er i kælderlejligheden i en af de her bygninger, at Ahmad bor. Her er væggene ikke hvide, men beige. Der kommer ikke noget lys ind ad vinduerne. Og fra loftet hænger ledninger, man ikke kan se, hvor hører til.
