FN vil have undersøgt omstændighederne omkring en dødelig brand i et fængsel i Yemen, hvor snesevis af afrikanske migranter omkom.
Den opfordring kommer, efter at Human Rights Watch (HRW) beskylder houthi-bevægelsen for at have startet branden.
Menneskerettighedsgruppen siger, at de indsatte havde protesteret over forholdene i de overfyldte fængsler den 7. marts.
Vagterne i lejren samlede omkring 350 af fængslets indsatte - som for de flestes vedkommende var etiopiske migranter - i en stor hal.
Mindst 80 migranter er døde i brand i YemenDerpå affyrede oprørerne ’uidentificerede våben’ mod fængslet, siger HRW.
»Houthiernes skødesløse brug af våben, der førte til, at massevis af etiopiske migranter brændte ihjel, er en forfærdelig påmindelse om de farer, migranter står over for i det krigshærgede Yemen«, siger Nadia Hardman, der arbejder med migrantrettigheder hos HRW.
Fotos af stedet efter branden viser snesevis af forkullede lig oven på hinanden og på jorden. I en optagelse, som en overlevende har vist nyhedsbureauet AFP, kan man høre et menneske græde og bede.
»Der skal ske en uafhængig undersøgelse af årsagen til branden«, siger Martin Griffiths, der er FN’s Yemen-udsending.
Han taler om snesevis af døde og mindst 170 alvorligt sårede.
I sidste uge oplyste lokale lægekilder i Yemen, at mindst 80 mennesker var døde som følge af branden. Omkring 150 andre var på det tidspunkt indlagt, mange af dem med alvorlige skader.
Blodig magtkamp mellem houthier og regeringen
Næsten 900 migranter sad i det overfyldte fængsel, da branden brød ud, oplyser FN’s Internationale Organisationen for Migration (IOM). De fleste af dem er indvandret til Yemen fra Etiopien.
Houthi-bevægelsen, der kontrollerer hovedstaden, skærpede i sidste uge sikkerheden ved de hospitaler, hvor ofrene er indlagt. Oprørerne gjorde meget for at forhindre både embedsmænd og øjenvidner i at udtale sig om tragedien.
Siden 2014 har Yemen været præget af en blodig magtkamp mellem houthierne, der har støtte fra Iran, og regeringen, der har støtte fra Saudi-Arabien.
På trods af konflikten og den store humanitære nød i landet rejser et stort antal migranter fra Afrika til Yemen. De håber at kunne komme videre til det olierige Saudi-Arabien derfra.
Mindst 6000 migranter er tilbageholdt i fængsler i Yemen, vurderer IOM ifølge HRW. Dertil kommer et ukendt antal, som menneskesmuglere holder fanget.
ritzau
fortsæt med at læse




























