USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, er søndag kommet på et overraskende besøg i Afghanistan, hvor der er forberedelser i gang med at trække udenlandske styrker ud af landet.
Austin har blandt andet haft et møde med præsident Ashraf Ghani.
»Jeg er kommet til Afghanistan for at lytte og lære«, skriver Austin på Twitter efter sit besøg hos Ghani i hovedstaden Kabul.
Mødet har fundet sted på et vigtigt tidspunkt i bestræbelserne på fred i Afghanistan.
USA har sat en frist til 1. maj for at trække de amerikanske styrker ud af landet.
Det var en aftale, der blev indgået mellem oprørerne fra Taliban og tidligere præsident Donald Trumps regering.
Præsident Joe Biden sagde onsdag til ABC News, at det vil være en svær deadline at overholde, og at han vil rådføre sig med USA’s allierede, før der træffes en endelig beslutning.
Danmark har fortsat en mindre styrke i Afghanistan.
ritzau




























