Den amerikanske præsident, Joe Biden, har torsdag skruet markant op for forventningerne til USA’s vaccineudrulning.
Han meddeler således, at planen er at gennemføre 200 millioner vaccinestik i løbet af Bidens første 100 dage som præsident. Det er en fordobling af Bidens oprindelige mål om at få gennemført 100 millioner stik på den tid.
Biden blev indsat 20. januar som Donald Trumps afløser, og han har dermed siddet på præsidentposten i 100 dage ved aprils udgang.
Torsdagens udmelding kommer på et længe ventet officielt pressemøde - Bidens første af slagsen, siden han blev indsat for over to måneder siden.
»Jeg ved godt, at det er ambitiøst og en fordobling af vores oprindelige mål«, lyder det fra den 78-årige demokrat.
Biden, der for to uger siden underskrev en hjælpepakke til en værdi af 1900 milliarder dollar, tilføjer, at økonomien går mod lysere tider:
»Der er stadig for mange amerikanere, der ikke har et arbejde. For mange familier har det hårdt, og der er stadig meget arbejde at gøre. Men jeg kan sige til det amerikanske folk: Hjælpen er her, og håb er på vej«.
ritzau
fortsæt med at læse




























