Brasiliens højreradikale præsident, Jair Bolsonaro, står forpjusket tilbage efter et par dramatiske døgn, hvor han har været ude i en åben konflikt med landets stærke militær, rystet den politiske elite og mødt nye krav fra oppositionen om en rigsretssag.
Tirsdag fyrede Bolsonaro sin forsvarsminister, general Fernando Azevedo, hvad der prompte foranledigede cheferne for de tre værn, hæren, søværnet og luftvåbenet til at indgive deres afskedsbegæring i vrede. Det var allerede en historisk begivenhed. Endnu mere dramatisk blev situationen, da Azevedo i en afskedssalut til befolkningen bekendtgjorde, at han »havde bevaret de væbnede styrker som en statsinstitution«. Den udtalelse kunne kun fortolkes som, at ministeren har følt sig under et enormt pres fra præsidenten for at politisere militæret. Og at han har strittet imod, så godt han kunne.




























