Norges statsminister, Erna Solberg, har fået en bøde på 20.000 norske kroner for at bryde landets coronarestriktioner.
Det oplyser politiet på et pressemøde fredag formiddag.
Solberg har brudt reglerne i forbindelse med familiens fejring af statsministerens 60-års fødselsdag i det norske skiområde Geilo.
Hendes familie spiste sammen to aftener i træk. Første aften deltog statsministeren ikke, fordi hun var i Oslo for at blive behandlet for øjenproblemer, da familien spiste sammen på restaurant. Næste aften deltog hun i middagen, der foregik i en lejet lejlighed.
Det var Erna Solbergs mand, Sindre Finnes, der stod for de praktiske arrangementer, men Erna Solberg var med til at tage beslutningen om at spise ude, og derfor får hun også en bøde, selvom hun ikke deltog, siger Ole B. Sæverud, politimester i Sør-Øst politidisktrikt
»Begge havde roller som falder ind under det at være arrangør når det gælder fredagen. De har medvirket til at gennemføre arrangementet, siger han ifølge NRK.
»Loven er lige for alle, men alle er ikke lige. Solberg er landets fremmeste tillidsvalgte og har i lang række situationer repræsenteret regeringens beslutninger om tiltag for at modvirke epidemien. Det vurderes derfor som rigtig at reagere med en straf for at opretholde offentlighedens tillid til smitteværnsreglerne«, siger han ifølge avisen VG.
Sushi i lejet lejlighed
Det er ifølge politiet ikke klart, om familien også overtrådte de norske restriktioner, da de lørdag spiste sushi 14 personer sammen, fordi det ikke som fredag foregik på en restaurant, men i en lejet lejlighed.
De norske konstruktioner, der skal forhindre coronasmitte, forbyder, at selskaber på mere end 10 mødes på restauranter.
Solberg har tidligere beklaget, at hun og familien brød restriktionerne.
Mens Solberg får en bøde, kan hendes mand Sindre Finnes nøjes med et såkaldt påtaleunnlatelse, som er en anerkendelse af en lovovertrædelse, men uden en sanktion.
Hverken Finnes eller Solberg har i følge norske medier ønsket at kommentere bøde eller påtaleunntatelse.
ritzau




























