En ultrakonservativ millionær, der også er medlem af Opus Dei og pisker sig med metalpigge hver morgen. En skolelærer, der lover at smadre landets forfatningsdomstol. Og den korrupte datter af en nu fængslet og lige så korrupt eksdiktator.
Må vi præsentere nogle af de førende kandidater til første runde af Perus præsidentvalg søndag. Der er 18 kandidater, 5 ligger foran de øvrige, men feltet er fuldstændig åbent, for føringen skifter hver uge og ingen af de håbefulde overstiger 10 pct. i meningsmålingerne. Knap 30 pct. af vælgerne havde ved den allersidste gallupundersøgelse før dagens valg endda slet ikke bestemt sig endnu. Alt kan derfor ske.




























