Der har ikke været meget grund til glæde i Minneapolis de seneste tre uger under retssagen mod Derek Chauvin, den hvide betjent tiltalt for at dræbe afroamerikaneren George Floyd.
Men det var svært at undlade at smile, da George Floyds seksårige datter i en strålende pink frakke legede tagfat med et familiemedlem foran retssalen i Minneapolis.
Barnelatteren fra pigen, hvis ord om at hendes »far ændrede verden« gik verden rundt, føltes som det eneste glædesfyldte øjeblik i Minneapolis denne mandag. En dag hvor hele byen syntes at være på randen af at eksplodere i sorg, vrede og bekymring.
Inde i retssalen lyttede retssagens 12 jurymedlemmer for allersidste gang på forsvarer og anklager og deres afsluttende argumenter. Det var sidste dag i retssagen mod Derek Chauvin, og den første, hvor juryen potentielt kunne afsige en dom.
