Japans premierminister, Yoshihide Suga, erklærer fredag undtagelsestilstand i hovedstaden Tokyo og tre andre regioner. Det sker for at lægge en dæmper på tiltagende spredning af coronasmitte tre måneder før OL.
Undtagelsestilstanden omfatter ifølge nyhedsbureauet Reuters en fjerdedel af landets befolkning. Den løber fra søndag 25. april til 11. maj og betyder, at restauranter, barer og karaokebarer med alkoholudskænkning skal lukke. Samtidig skal store sportsbegivenheder afvikles uden tilskuere.
Smittetallene i Japan er umiddelbart meget lavere i Japan end i mange andre lande.
Men stigende smittetal bekymrer både myndigheder og lægeeksperter. Regeringen og OL-arrangørerne insisterer dog på, at legene kan afvikles som planlagt.
ritzau




























