Formodet tuneser, der udførte angreb, er selv dræbt. Vi giver ikke efter for terror, skriver præsident Macron.

Knivdrab på kvindelig betjent på fransk politistation efterforskes som terror

Foto: Philippe Dupeyrat/Ritzau Scanpix
Foto: Philippe Dupeyrat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i den lille franske by Rambouillet siger, at en angriber, der fredag med kniv dræbte en 49-årig kvindelig betjent, råbte ’Allah Akbar’.

Myndighederne har derfor valgt at efterforske drabet som terror. At der er tale om et islamistisk terrorangreb.

Det har fået præsident Emmanuel Macron til at reagere Twitter.

» Vi vil ikke give efter for islamistisk terrorisme«, skriver han.

Den 49-årig kvindelige betjent blev stukket ned og dræbt på politistationen i Rambouillet. Den lille by med 26.000 indbyggere, ligger sydvest for Paris. Her fungerede hun som kontoransat.

Antiterrorenheden hos den franske anklagemyndighed er gået ind i efterforskningen af drabet.

Anklageren Jean-François Ricard fra antiterrorenheden siger ifølge AFP, at ’ytringer fra angriberen’, peger i retning af et terrormotiv.

Angriberen beskrives som en 37-årig mand. Han stammer fra Tunesien. Han blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet, oplyser tv-stationen BFMTV.

Premierminister: Ubegribeligt kujoneri

Indenrigsminister Gérald Darmanin og premierminister Jean Castex har få timer efter besøgt gerningsstedet.

»Frankrig har mistet en af hverdagens helte ved en barbarisk handling båret af et ubegribeligt kujoneri«, siger Castex.

Angrebet skete klokken 14.20.

Rambouillet er en lille middelklasseby. Her ligger den franske præsidents sommerbolig, Chateau de Rambouillet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her