Lige siden det stærkt nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed vandt regeringsmagten i Polen i 2015, har det gennemført reformer af det polske retssystem, som ifølge mange jurister gradvis har undermineret domstolenes uafhængighed.
På det seneste er den polske forfatningsdomstol blevet kritiseret for at fungere som regeringens forlængede arm med en radikal indskrænkning af kvinders mulighed for abort og en opsigelse af ombudsmand Adam Bodnar, der igennem årene har været en torn i øjet på regeringen.




























