Indien oplever lige nu den største katastrofe i landet siden 1947. Journalisten Shastri Ramachandaran fortæller her, hvordan det er at leve og bo i en by, hvor folk dør overalt, mindst 10-15 mennesker per time, og man aldrig ved, om det er naboen eller ens kære, der er de næste ofre.

Delhi er en dystopi af døde og døende: »Hvis der er et helvede på jord, er det her«

Foto: Arun Sankar/Ritzau Scanpix
Foto: Arun Sankar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hver gang telefonen ringer, eller det banker på døren, løber det mig koldt ned ad ryggen. Det kunne være en af mine naboer, der er smittet eller død, en ven eller en fra hans familie, en slægtning eller en kollega eller en af de hundreder af journalister, jeg kender, der er udsat. Det er blevet værre i de seneste uger, hvor antallet af smittede og døde som følge af covid-19 er skudt i vejret.

De forfærdelige dødsfald og de døendes lidelser har skabt en lammende frygt i befolkningen – folk frygter for sig selv og deres kære, for hvornår de bliver ramt, og hvor hårdt. Hvert et dødsfald er en påmindelse om, at vi er dødelige, hver en smittet er en advarsel om, at sygdom kan betyde en skæbne, der er værre end døden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her