Antallet af indlagte og smittede med coronavirus i Norge er nu kommet ned på et så lavt niveau, at man kan tale om, at pandemien er ved at være ovre.
Sådan lyder det fra Preben Aavitsland, der er overlæge hos Folkehelseinstituttet (FHI), der er Norges sundhedsstyrelse.
»Her i Norge er pandemien så at sige ovre. Der er ganske få, som bliver indlagt på sygehusene og mindre end et par tusinde smittetilfælde om ugen. Tallene går hurtigt ned, samtidig med at flere bliver vaccinerede«, siger han til NRK.
»Vi vil se små udbrud hist og her, men vi ved, hvordan vi skal stoppe dem. En brandchef ville sige: Skovbranden er slukket, og faren for folk og bygninger er ovre, men der er lidt efterslukning her og der«, siger han.
På Twitter har Preben Aavitsland delt et billede, der viser, at antallet af nyindlæggelser med coronavirus som hovedårsag har været faldende gennem de seneste måneder.
Det var i løbet af marts og april på omkring 200 om ugen, men er de seneste uger røget ned på underkanten af 50.
Preben Aavitsland mener, at indlæggelser med coronavirus er det bedste mål for, hvordan det går med pandemien.
Selv om FHI-overlægen kalder pandemien for ovre, er der fortsat betydelige restriktioner i landet - herunder karantænekrav for indrejsende.
Preben Aavitsland mener, at Norges fokus så småt skal begynde at vende sig over mod at hjælpe andre lande med at komme gennem pandemien.
Norge har generelt sig klaret sig bedst gennem pandemien af de skandinaviske lande, når man ser på antallet af dødsfald.
Norge har registreret 785 coronadødsfald, mens Danmark har 2.518 og Sverige 14.523.
Hvis man ser på antallet af dødsfald per en million indbyggere, der tager højde for forskelle i indbyggertal, er billedet ikke meget anderledes.
Norge har 147, Danmark 432 og Sverige 1.411. Det viser en opgørelse fra analysevirksomheden Statista.
ritzau
fortsæt med at læse




























