Jacky Lefevre og hans venner på baren l’ Univers i Boulogne-sur-Mer er ved at dø af grin ved synet af den lokale avis La Voix du Nord, som inde i bladet fortæller, at præsident Emmanuel Macron søndag vil afgive sin stemme i den celebre badeby Le Touquet kun få kilometer fra Boulogne-sur-Mer med dens store fiskefartøjer og Europas største akvarium.
»De ved vel godt, at Macron meget mod sin vilje kommer til at vælge den mand, der har en chance for at blive hans efterfølger næste år?«. spørger den midaldrende mand Politikens udsendte.




























