I et interview med nyhedsbureauet AP afviser præsident Borut Pahor, at den højreorienterede ministerpræsident Janez Jansas politik vil skade det formandskab for EU-Rådet, som Slovenien i næste halvår har ansvaret for.
I forbindelse med at det lille alpeland overtager det roterende formandskab efter Portugal, har der været fokus på ministerpræsidentens kontroversielle forhold til Bruxelles, hans nære samarbejde med Ungarns Viktor Orbán og hårde kurs over for medierne – alt sammen noget, der har sået tvivl om landets troværdighed som leder af samarbejdet mellem de 27 medlemslande i EU.




























