Det var, som om der gik et lettelsens suk gennem nationen, da Angela Merkel endelig viste sig i de områder i det sydvestlige Tyskland, som ekstrem regn og vildt opsvulmede floder tre dage tidligere havde flået i stykker.
Merkel var på visit hos den amerikanske præsident Joe Biden, da uvejret hærgede. Det var formentlig hendes sidste besøg i Washington, inden hun om et par måneder træder af som kansler.


























