Mindst 12 personer i Kina har mistet livet efter dage med massiv regn og ødelæggende oversvømmelser.

Stor kinesisk dæmning kan kollapse »når som helst« midt i årtiers værste regn

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 6.23:

Det centrale Kina står over for store oversvømmelser, efter at den kraftigste nedbør i årtier har ramt Henan-provinsen.

I millionbyen Luoyang, der ligger i provinsen, er en dæmning i fare for at kollapse, advarede hæren i en erklæring tirsdag aften.

Ifølge hæren i området har dæmningen en revne på 20 meter og kan kollapse »når som helst«. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dæmningen har fået enorme skader under uvejret, der har hærget i Henan-provinsen siden mandag.

Mindst 12 personer har mistet livet i det voldsomme uvejr i provinsen, og over 100.000 borgere er blevet evakueret til sikre områder. Det rapporterer det statslige medie Xinhua med henvisning til den lokale regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flere gader og metrolinjer er oversvømmet i provinsen, ligesom flere flyrejser er blevet aflyst. En video, der er blevet lagt på Twitter, viser passagerer i metroen i provinsens største by, Zhengzhou, stå i vand til livet.

Lokale medier har tidligere rapporteret, at to mennesker døde, da en mur kollapsede i et distrikt i Zhengzhou.

Soldater er blevet sendt til dæmningen i Luoyang for at udføre nødarbejde, herunder sprængning og omlægning af de massive vandstrømme.

Videoer på sociale medier viser hele kvarterer med en vandstand på mindst en meter og køretøjer, der flyder i mudderet.

Kinas præsident, Xi Jinping, kalder onsdag ifølge AFP situationen i området for »kritisk«.

»Dæmningerne i visse reservoirer er brudt sammen og har forårsager alvorlige skader, tab af menneskeliv og skader på bygninger. Oversvømmelserne er ekstremt alvorlige«, siger han.

Over 600 millimeter regn på tre dage

Ifølge meteorologer i Zhengzhou er der ikke registreret så meget nedbør, siden målingerne begyndte for 60 år siden.

»Denne form for nedbør ses normalt en gang hvert 100. år. Situationen er meget barsk«, lyder det i en meddelelse fra myndighederne i Zhengzhou ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ifølge Reuters er der fra lørdag aften til tirsdag aften lokal tid faldet 617,1 millimeter regn Zhengzhou. Det er næsten på linje med byens årlige gennemsnit på 640,8 millimeter.

Til sammenligning falder der i Danmark i underkanten af 800 millimeter regn om året ifølge DMI.

Oversvømmelser er almindelige i Kinas regntid i sommermånederne. Hvert år bliver huse, veje og afgrøder ødelagt af vandmasser.

Men truslen er blevet forværret gennem årtier med byvækst og omfordeling af landbrugsjord.

Blandt andet har udbredelsen af dæmninger og diger betydet, at forbindelsen mellem floder og søer er blevet afskåret, og det øger risikoen for oversvømmelser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her