De vandrede over bjerge og gennem skove, og de sejlede over Middelhavet og Det Ægæiske Hav. De havde trodset borgerkrig i Syrien, flygtet fra diktaturet i Libyen og krigen, som endnu buldrede i Afghanistan. Og så var der alle dem, der bare ønskede sig et bedre liv ud af fattigdom. Og de nåede Europa i hobetal. Halvanden million mennesker kom til Europa på blot 1 år. Yderligere en million året efter. Det var migrant og flygtningekrisen i 2015, og den udstillede hvor svage EU’s ydre grænser i virkeligheden var. I Danmark husker de fleste billederne af flygtninge og migranter, der kom gående på Sydmotorvejen ved Rødby.
Dengang svor et samlet politisk Europa, at det samme ikke måtte ske igen. Og det var dér, at Frontex, den europæiske grænse- og kystvagt, som havde eksisteret i forholdsvis ro og mag siden 2006 med et årligt budget på 50 millioner kroner, blev gjort til Europas svulmende vagtværn. Agenturet, som har hovedsæde i Warzawa, har fået flere og flere penge til at opruste for. Fra 2015 er budgettet mere end tredoblet til nuværende 3,5 milliarder kroner, og planen er, at der skal være 10.000 grænsevagter indenfor de kommende år.




























