Tidligere på sommeren sad jeg på græsplænen foran Parken og betragtede den spontane folkefest, som i kølvandet på endnu en EM-sejr dansede natten væk i strømme af rød-hvide farver og hæse fodboldklassikere.
På den ene side var jeg glad for at være en del af denne følelse på dette tidspunkt – vores sommer ’92. Men jeg følte mig også underligt vemodig. Min hjerne var rejst tilbage til september 2012, hvor midtbyen i København genlød af piber, trommer og jubel fra højre og venstre. Og jeg sammen med godt 700 soldater marcherede ned ad gader og stræder i ørkenuniformer, der endnu duftede af våbenolie og Helmand-provinsen.
