»Udfordringen er nu at få folk gennem Talebans kontrolposter og ind i lufthavnen«, siger forsvarsminister Ben Wallace.

Britisk minister: Glem forlængelse af tidsfrist. Nu gælder det om at at få folk gennem Talebans kontrolposter og ind i Kabuls lufthavn

Der arbejdes på højtryk for at evakuere folk ud af Afghanistan, og spørgsmålet er, om det kan nås inden USA's endegyldige tilbagetrækning 31. august. Foto: Samuel Ruiz/Ritzau Scanpix
Der arbejdes på højtryk for at evakuere folk ud af Afghanistan, og spørgsmålet er, om det kan nås inden USA's endegyldige tilbagetrækning 31. august. Foto: Samuel Ruiz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 10.05 med flere citater fra Ben Wallace.

Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, siger, at det er usandsynligt, at der bliver tale om en forlængelse af den gældende tidsfrist for evakueringer i Kabul, så fristen kommer til at gælde længere end til den 31. august.

Han siger, at udfordringen nu er at få folk gennem Talebans kontrolposter og ind i Kabuls lufthavn.

»Vi har evakueret over 2.000 mennesker i de seneste 24 timer«, siger Wallace.

En forlængelse er ikke kun usandsynlig på grund af Taleban, men også på baggrund af de udtalelser, som er kommet om Afghanistan-krisen fra USA’s præsident, Joe Biden.

»På baggrund af Bidens offentlige udtalelser om sagen tror jeg, at en forlængelse er usandsynlig«, siger Wallace.

Biden vil tirsdag komme under pres fra vestlige allierede i sagen, når G7-landenes ledere holder et virtuelt topmøde om krisen i Kabul.

»Vi vil afgjort alle forsøge at presse på for en forlængelse«, understreger Wallace.

Taleban har klart afvist at forlænge fristen 31. august for USA og Vestens evakuering og tilbagetrækning fra Afghanistans hovedstad.

Det skal Biden ikke forvente ændrer sig, lyder det fra Jacob Kaarsbo. Han er tidligere analysechef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og partner i firmaet Bischoff Advisory, der rådgiver i sikkerhed.

»Taleban ser det som Vestens problem og ikke deres problem. Det må Vesten selv rode med. Jeg er ret skeptisk i forhold til deres kompromisvilje. De ser det ikke som noget, de skal gå på kompromis med«, siger Jacob Kaarsbo.

Dato har symbolværdi

Han peger på, at symbolet i datoen er vigtig for den islamistiske militante bevægelse.

»Det er også vigtigt for dem i den her fase at vise styrke. At stå fast og sige, at det er det, vi sagde, vi ville, da vi forhandlede, og nu er det sådan, det må være. Det er ikke vores problem, at USA vil evakuere«.

Joe Biden og Boris Johnson, Storbritanniens premierminister, blev mandag aften i en telefonsamtale enige om, at de vil arbejde på at få forlænget fristen for evakueringer af allierede fra Kabul. Men det er en farlig operation, hvis Taleban ikke vil være med.

»Vi har helt klart en overhånd i forhold til dem med militærstyrke. Udfordringen er bare, at de kan bruge de resterende evakueringsberettigede som menneskelige skjolde i det spil. Det kunne man frygte, at de bare ville gøre, hvis der blev presset på«, siger Jacob Kaarsbo.

Dermed vil sandsynligheden, for at nogle dør i processen, være »meget høj«.

»Hvis de ikke får en aftale med Taleban, går vi ind i et militært scenarie, hvor vi bliver fjender. Ved at blive set som fjender er risikoen også kæmpestor ved den resterende evakuering«.

Datoen 31. august for tilbagetrækningen blev sat tilbage i begyndelsen af juli af Joe Bidens administration. Tidligere hed datoen 11. september – 20-årsdagen for terrorangrebet i New York og Washington, D.C., der foranledigede USA’s krig i Afghanistan, der husede Al-Qaeda-terroristen Osama bin Laden, der var hjernen bag angrebet.

Donald Trump havde oprindelig forhandlet en tilbagetrækning 1. maj, men det udskød Joe Biden, efter han blev præsident.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her