Den polske regering har tirsdag bedt landets præsident om at erklære krisetilstand ved grænsen til Hviderusland. Mere specifikt ønsker regeringen, at krisetilstanden indføres i to grænseregioner, hvor man ønsker flere beføjelser til at gøre noget ved en stigning i antallet af migranter fra blandt andet Irak og Afghanistan.
Polske grænsevagter vurderer, at hundredvis af personer illegalt har krydset grænsen til landet denne måned. En krisetilstand skal blandt andet give beføjelser til i højere grad at overvåge og kontrollere personers bevægelser.
Beslutningen kommer midt i en politisk strid om migranter mellem blandt andet Hviderusland og Polen. Her beskyldes Hviderusland for bevidst at sende migranter fra Mellemøsten videre til Polen og andre EU-lande.
Som modsvar meddelte Polen sidste uge, at landet ville bygge et hegn langs grænsen til Hviderusland og øge antallet af grænsevagter.
»Situationen på grænsen til Hviderusland er en krise og er stadig anspændt«, siger Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, ved et pressemøde tirsdag.
Krisetilstanden er endnu ikke vedtaget af den polske præsident, Andrzej Duda. Men Duda, som er en tæt allieret af regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), vurderes umiddelbart at ville godkende tiltaget. Krisetilstanden vil vare i 30 dage og dække dele af regionerne Podlaskie og Lubelskie.
Præsident Aleksandr Lukasjenko meddelte i maj, at hans hviderussiske regering ikke længere ville hindre migranter i at komme videre til EU. Det skete som modsvar på skærpede vestlige økonomiske sanktioner. Sidenhen har særligt Litauen oplevet en stigning i antallet af migranter. Senest har også Polen set flere komme til landet.
»Lukasjenkos regime besluttede sig for at presse disse mennesker til polsk, litauisk og lettisk territorie i et forsøg på at destabilisere dem«, siger premierminister Morawiecki.
ritzau
fortsæt med at læse




























