Syv mennesker blev såret i forbindelse med et angreb i New Zealands største by, Auckland, fredag.
Det siger landets premierminister, Jacinda Ardern, lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet fandt sted i et supermarked. Tre af de syv sårede er i kritisk tilstand, fortæller Ardern. Fredag lød tallet på seks sårede.
Manden blev kort efter angrebet skudt og dræbt af politiet. Premierministeren sagde fredag, at angrebet var ’inspireret af Islamisk Stats ideologi.’
Jacinda Ardern fortalte også, at gerningsmanden i forvejen er kendt af politiet. Han er fra Sri Lanka og har boet i landet i ti år. De seneste fem år har han været på politiets overvågningsliste.
På grund af en retskendelse kan premierministeren ikke offentliggøre gerningsmandens navn, lyder det lørdag.
Manden gik til angreb med en kniv i supermarkedet fredag eftermiddag lokal tid, men allerede 60 sekunder efter blev han skudt og dræbt af politiet.
Manden blev overvåget fredag eftermiddag, og derfor kunne politiet reagere, da han gik til angreb, fortalte politikommissær Andrew Coster.
ritzau




























