En opadvendt langemand til Afghanistans kvinder, til landets mindretal, til de unge, til omverden og til Afghanistans civile samfund. Det er, hvad Talebans udnævnelse af sin første ’overgangsregering’ i Afghanistan ligner.
Kvinder i Kabul havde håbet på solid repræsentation i den ny regering efter, at Taleban har taget magten. Mindretal som hazaraer havde satset på, at Taleban ikke – lige som sidste gang i slut-1990’erne – ville ignorere dem. Unge havde håbet, at den nye regering ikke kun ville bestå af gamle mænd med store skæg. Omverdenen var spændt på, om Taleban ville sende et klart signal om vilje til samarbejde. Og det civile samfund i Afghanistan og dets storbyer havde utvivlsomt håbet, at ikke kun jihadister og religiøse fundamentalister, men også civile, innovative afghanere ville få plads i regeringen.
