Ariel Henry lover en folkeafstemning om Haitis forfatning inden februar og præsidentvalg tidligt næste år.

Haitis premierminister lover præsidentvalg tidligt næste år

Foto: Ralph Tedy Erol/Ritzau Scanpix
Foto: Ralph Tedy Erol/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Haitis premierminister, Ariel Henry, håber at afholde præsidentvalg i landet tidligt næste år. Samtidig planlægger han at gennemføre en folkeafstemning om en ændring af Haitis forfatning inden februar, siger han i et interview med nyhedsbureauet AP tirsdag.

Her afviser han også påstande fra sine modstandere, der beskylder ham for at klynge sig til magten. I samme ombæring fortæller han, at mistillid er en af de største udfordringer, han står overfor.

Den 71-årige premierminister siger til AP, at folkeafstemningen er en prioritet, fordi den nuværende forfatning ikke har opbakning blandt et flertal af de politiske og civile ledere i samfundet. Han siger videre, at den valgkommission, der bliver ansvarlig for at fastsætte datoer, endnu ikke er blevet udnævnt. Det var Henry selv, der for nylig opløste den forrige valgkommission.

»Valget skal afholdes så hurtigt som muligt«, siger han til AP.

Haitis præsident, Jovenel Moïse, blev skudt og dræbt i sit hjem natten til 7. juli i år, mens han lå og sov. Efter drabet udsatte valgkommissionen præsident- og parlamentsvalget samt folkeafstemningen fra 26. september til 7. november og for nylig til på ubestemt tid.

Ariel Henry blev udnævnt til premierminister af Moïse, to dage før præsidenten blev dræbt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her