Flere er døde og sårede, efter at en mand har skudt med bue og pil i den norske by Kongsberg, meddeler politi.

Mand har skudt med bue og pil: Fem personer er dræbt i Norge

 Politiet har afspærret store dele af centrum i Kongsberg. Foto: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix
Politiet har afspærret store dele af centrum i Kongsberg. Foto: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret onsdag 13. oktober 2021 kl. 23.23

En større politiaktion er sent onsdag aften fortsat i gang i den norske by Kongsberg, hvor en mand tilsyneladende har skudt et antal mennesker med bue og pil.

»Jeg kan bekræfte, at der er flere dræbte og sårede«, siger Øyvind Aas, der er politichef i Sør-Øst politidistrikt, på en pressekonference sent onsdag aften.

Ifølge Øyvind Aas er fem mennesker blevet dræbt. To andre er sårede og bragt til behandling på sygehuset. Den ene af dem er en politibetjent, der havde fri på gerningstidspunktet.

Øyvind Aas oplyser, at politiet klokken 18.13 onsdag fik opkald fra flere mennesker i Kongsberg, der havde observeret en mand med bue og pil, som tilsyneladende havde skudt efter folk.

»Manden, som har udført handlingen, er pågrebet af politiet. Der er ikke en aktiv eftersøgning efter flere personer. Ud fra de oplysninger, vi har nu, er der én person, der har udført disse handlinger alene«, oplyser Øyvind Aas.

Pågribelsen fandt ifølge politiet sted klokken 18.47 og altså godt en halv time efter, at der blev slået alarm til politiet.

Politiet er stadig massivt til stede og har afspærret en stor del af Kongsberg, fordi gerningsmanden har bevæget sig over et stort område, og der altså er flere gerningssteder, hvor teknikere nu har travlt med at sikre sig spor,forklarer Aas.

Han vil ikke umiddelbart oplyse flere detaljer af hensyn til efterforskningen, siger han.

Bymidte spærret af

Politichefen tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige noget om motivet bag angrebet. Derfor vil han heller ikke svare på, om der kan være tale om et terrorangreb.

»Men karakteren af aftenens hændelser gør, at vi naturligvis interesserer os for, om der kan være tale om terror«, siger han.

Den anholdte er endnu ikke afhørt. Han befinder sig i det lokale arresthus, og skal nu have beskikket en forsvarer, lyder det fra politiet.

Flere af de sårede blev kørt til sygehuset i Kongsberg, en by med omkring 28.000 indbyggere.

Sygehuset i den nærliggende by Drammen er sat i forhøjet beredskab, skriver nyhedsbureauet NTB. Også Oslo universitetssygehus er blevet bedt om at holde sig klar, men har endnu ikke fået besked om, at nogen patienter skulle være på vej.

En politihelikopter var i luften over byen. Lokalavisen Laagendalsposten bringer et foto af en ambulancehelikopter, der var landet i en park i Kongsberg.

Ifølge avisen var politiets bombegruppe også til stede.

Store dele af bymidten er ved 22-tiden stadig spærret af.

Efter angrebet i Kongsberg er det blevet besluttet, at politiet midlertidigt skal bevæbnes, oplyser det norske politidirektorat. Det er norske politifolk som udgangspunkt ikke.

Der er tale om et ekstra beredskabstiltag.

»Politiet har endnu ingen konkrete indikationer på, at der er en ændring i trusselsniveauet i landet, lyder det i en meddelelse fra direktoratet«.

Efterretningstjenesten PST er orienteret.

Kongsberg kommune har etableret en krisestab til berørte indbyggere.

Kongsberg ligger i det sydøstlige Norge omkring 80 kilometer sydvest for hovedstaden Oslo.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her