Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Politiet kender fortsat ikke motivet for angrebet, der skete med bue og pil og kostede fem personer livet.

Det ved vi om drabene i Kongsberg

En pil sidder fast på væggen tæt på det sted, hvor flere mennesker onsdag blev dræbt i Kongsberg. Foto: Terje Bendiksby/Ritzau Scanpix
En pil sidder fast på væggen tæt på det sted, hvor flere mennesker onsdag blev dræbt i Kongsberg. Foto: Terje Bendiksby/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen opdateres løbende. Seneste opdatering er fra klokken 11.31.

Norsk politi er stadig i gang med at efterforske, hvorfor en gerningsmand gik amok med bue og pil i Kongsberg i Norge onsdag aften. Her er, hvad vi ved om situationen indtil videre:

  • Klokken 18.13 fik norsk politi de første opkald om, at en person gik rundt i Kongsberg og skød efter folk med bue og pil. Torsdag morgen oplyste norsk politi, at der også blev brugt andre våben i tillæg til bue og pil, men hvilke oplyses ikke.
  • Politiet bad i forbindelse med angrebet byens borgere om at holde sig inden døre.
  • Godt en halv time senere – klokken 18.47 – blev den formodede gerningsmand anholdt af politiet efter en konfrontation, hvor politiet måtte affyre varselsskud.
  • Politiet oplyste natten til torsdag, at den anholdte er en 37-årig dansk statsborger, der er bosat i Kongsberg.
  • Mandens advokat oplyser torsdag morgen, at manden er opvokset i Norge, men har en dansk mor. Hans far er norsk.
  • Den 37-årige samarbejder ifølge advokaten med politiet. Han blev afhørt i mere end tre timer i løbet af natten.
  • Mindst fem personer er dræbt. Der er tale om fire kvinder og en mand, alle i alderen 50-70 år.
  • To andre er alvorligt såret – heriblandt en politibetjent, der ikke var på arbejde, da angrebet fandt sted. De bliver behandlet på intensivafdelingen på sygehuset i Kongsberg, men skulle ikke være i livsfare.
  • Den formodede gerningsmand skulle i løbet af sin tid på fri fod have bevæget sig over et større område i Kongsberg. Her angreb han blandt andre folk i et supermarked i byens centrum.
  • Klokken 18.18 var politiet i første gang i kontakt med manden, der skød efter betjente med bue og pil og formåede at slippe væk. Politiet formoder, at alle fem ofre er blevet dræbt efter den første kontakt.
  • Politiet oplyste på et pressemøde onsdag klokken 20.30, at man anså situationen for at være under kontrol.
  • Ifølge politiet har gerningsmanden handlet alene. Manden blev efter anholdelsen kørt til arresten i Drammen.
  • Motivet for angrebet er ukendt. Politichef i Sør-Øst politidistrikt Øyvind Aas sagde på et pressemøde onsdag aften, at »det er naturligt at undersøge, om der er tale om en terrorhandling«.
  • Den norske efterretningstjeneste, PST, er også involveret i sagen.
  • Torsdag morgen meddelte politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen, at den 37-årige erkender, at »han har gennemført handlingerne, som han er sigtet for«.
  • Manden er kendt af politiet i forvejen fra flere sager. Han har ligeledes været i kontakt med det norske sundhedsvæsen flere gange.
  • Klokken 10.00 blev der afholdt pressemøde om sagen på politistationen i byen Tønsberg.
  • På pressemødet oplyste politiet, at den sigtede er konverteret til islam, og at man hos politiet frygtede radikalisering.

Kilder: VG, NRK, NTB

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her