15 mobile respiratorer og otte iltkoncentratorer bliver sendt fra Danmark til Rumænien som hjælp til at bekæmpe coronavirus.

Danmark sender medicinsk udstyr til Rumænien som hjælp til at bekæmpe coronavirus

Foto: Rigshospitalet
Foto: Rigshospitalet
Lyt til artiklen

Danmark donerer medicinsk udstyr til Rumænien, oplyser Udenrigsministeriet fredag i en pressemeddelelse. Det drejer sig om 15 mobile respiratorer og otte iltkoncentratorer, som udvinder ilten af den atmosfæriske luft og koncentrerer den.

Beslutningen er truffet i fællesskab mellem udenrigsminister Jeppe Kofod (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S), fremgår det af pressemeddelelsen.

»Landet (Rumænien, red.) er hårdt ramt med høje smittetal, et presset sundhedsvæsen, der mangler ledige pladser på intensivafdelingerne og har suspenderet alle ikke-livsnødvendige indlæggelser og operationer«, skriver Magnus Heunicke på Twitter.

»Oven i det har Rumænien desværre en markant lavere vaccinetilslutning end EU-gennemsnittet. Derfor har landet via EU’s civilbeskyttelsesmekanisme anmodet om assistance«, skriver sundhedsministeren.

Danmark vil være klar med yderligere hjælp til Rumænien, såfremt det bliver nødvendigt, tilføjer han.

Det er Forsvarsministeriet, som sammen med Beredskabsstyrelsen står for at arrangere transporten af udstyret til Rumænien. Danmark har tidligere sendt medicinsk udstyr og værnemidler til blandt andet Albanien, Indien og Irak.

Tidligt i pandemien sendte Danmark også respiratorer til Italien. Respiratorerne var dog uegnede til covid-19-patienter, viste det sig. Et flertal i Folketinget gav efterfølgende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) en politisk næse som følge af sagen.

ritzau/politiken.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her