Etiopiske fly har fredag bombet hovedstaden i den nordlige Tigray-region, Mekelle, for fjerde gang denne uge.
Det oplyser regeringstalsmand Legesse Tulu ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge talsmanden har angrebet ramt en base, der tidligere blev brugt af det etiopiske militær, men som i dag bruges som træningsområde af oprørere.
Den etiopiske regering, der ledes af premierminister Abiy Ahmed, har i næsten et år været i konflikt med Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF). Det er en oprørsbevægelse, der holder til i den nordlige Tigray-region.
Mandag ramte etiopiske fly Mekelle med to luftangreb, der ifølge FN dræbte tre børn og sårede adskillige andre. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Onsdag blev våbenlagre i Mekelle og byen Agbe bombet, inden endnu et luftangreb igen ramte Mekelle torsdag.
ritzau




























