En domstol i München har mandag kendt en tysk kvinde, som menes at have tilsluttet sig Islamisk stat, skyldig i krigsforbrydelsen at lade en femårig yazidi-’slavepige’ dø af tørst i solen. Kvinden er blevet idømt 10 års fængsel, skriver nyhedsbureauet Reuters
Den 30-årige kvinde risikerede en fængselsdom på livstid og var også anklaget for at være medlem af en terrororganisation og for at have brudt den tyske lovgivning om våbenkontrol.
Ifølge anklagemyndigheden skaffede kvinden og hendes mand fra Islamisk Stat sig kontrol over en yazidikvinde og et barn, som de holdt som ’husslaver’, da de boede i Mosul i 2015, hvor IS havde besat den irakiske storby.
»Efter pigen blev syg og gjorde sin madras våd, skal den anklagede kvinde og hendes mand have lænket hende ude i solen, hvor barnet led en frygtelig død af tørst i den ekstreme hede«, hedder det i anklagerne.
»Den anklagede tillod sin mand at handle sådan og gjorde intet for at redde pigen«, lyder det videre.
Manden står også anklaget ved en separat retssag i Frankfurt.
Frygtede at blive låst inde af sin mand
Moren til den dræbte pige har aflagt vidneudsagn igen og igen om det påståede drab på hendes datter både i München og i Frankfurt. Men forsvaret for de to anklagede kalder vidneudsagnene for utroværdige og siger, at der ikke er beviser på, at pigen, som blev bragt til et hospital efter hændelsen, virkelig døde.
Den tiltalte kvinde siger, at hun ikke hjalp pigen, fordi hun var bange for, at hendes mand ville »skubbe hende eller låse hende inde«. Ifølge tyske medier konverterede kvinden til islam i 2013 og sluttede sig året efter til IS i Irak. Her agerede hun religiøst ’politi’ for IS og patruljerede blandt andet i parker i byerne Fallujah og Mosul, som bevægelsen havde besat.
Retssagen, som blev indledt i april 2019, er et af de første eksempler på, at IS’ forfølgelse af Yazidi-samfundet har fået retlige følger. I august 2014 angreb den militante bevægelse Islamisk Stat yazidierne og fordrev dem fra byen Sinjar. Mænd blev slået ihjel, mens kvinder og børn blev bortført.
Yazidierne, et kurdisk-talende mindretal fra det nordlige Irak, har i århundreder været forfulgt at islamiske grupper som følge af deres religion, der har elementer fra både islam og kristendommen.
Under angrebet i august 2014 blev næsten 1.300 yazidier i løbet af få dage dræbt af Islamisk Stat. Desuden blev omkring 6.400 yazidier taget til fange, heriblandt moderen og hendes datter.
ritzau
fortsæt med at læse




























