Et af Joe Bidens største politiske projekter har opnået flertal i Repræsentanternes Hus ved afstemning fredag.

»En kæmpe sejr«: Kongressen godkender Bidens gigantiske infrastrukturpakke

Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En infrastrukturpakke på 1000 milliarder dollar har fredag aften lokal tid fået tilstrækkeligt med stemmer i Repræsentanternes Hus i USA til at blive vedtaget.

Således har 228 mod 206 i Repræsentanternes Hus - der er det ene af to kamre i Kongressen - stemt for pakken på et beløb svarende til omkring 6430 milliarder kroner.

Pakken var i forvejen blevet vedtaget af Kongressens andet kammer, Senatet.

Dermed mangler den kun præsident Joe Bidens underskrift for at blive endeligt godkendt. Dette bliver anset for at være en formalitet.

Infrastrukturpakken er et af Bidens største politiske projekter og har en historisk størrelse. Pengene skal blandt andet gå til nye veje, broer, dæmninger og bredbånd.

Kongressens vedtagelse ses af iagttagere som en stor sejr for præsidenten. Han lovede under sidste års valgkamp, at han vil investere stort i at reparere USA’s nedslidte infrastruktur og skabe arbejdspladser.

Det har dog holdt hårdt at få pakken stemt igennem, og processen har stået på i månedsvis.

En række ændringsforslag og modstand fra republikanske såvel som demokratiske politikere har forsinket processen.

I sidste ende tilsluttede et tocifret antal republikanere sig Demokraterne og sikrede flertallet.

Bidens talskvinde, Jen Psaki, skriver på Twitter, at pakkens vedtagelse er alle besværlighederne værd.

»Den sikrer rent drikkevand til børn, bredbåndsadgang, elektriske køretøjer, den største investering i offentlig transport og mere er på vej«, skriver hun.

Det Hvide Hus forventer, at infrastrukturpakken kommer til at skabe millioner af godt betalte job i hele USA.

Det var meningen, at Repræsentanternes Hus skulle stemme om både infrastrukturpakken og en genopretningspakke kaldet ’Build Back Better’ fredag lokal tid.

Afstemningen for sidstnævnte pakke er udskudt til senere denne måned. Det siger formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi.

»En kæmpe sejr«

Det er en kæmpe sejr for præsident Joe Biden, at en gigantisk infrastrukturpakke er blevet godkendt af Repræsentanternes Hus i USA.

Det siger Dansk Industris chef i USA, Louis Funder, tidligt lørdag morgen dansk tid.

»Biden er lykkedes med det, som hverken Trump eller Obama kunne, nemlig at investere i den amerikanske infrastruktur, som har været enormt forsømt i flere årtier«, siger Louis Funder og tilføjer:

»Det er et meget stort stykke politiske arbejde af Biden«.

Infrastrukturpakken har til formål at pumpe 1000 milliarder dollar i nye veje, jernbaner, broer, havne, højhastighedsinternet og anden infrastruktur i USA.

Ifølge Louis Funder er det særdeles tiltrængt, da landets veje, broer og vandveje er godt slidte.

»Et godt eksempel på, hvor dårlig infrastrukturen har været, er den amerikanske havneinfrastruktur, hvor virksomheder har svært ved at få varer ind og ud af USA. Containerskibe ligger i køer og kan ikke komme af med varer«, siger Louis Funder.

Han peger også på, at infrastrukturpakken kan gavne danske virksomheder, herunder rådgivende ingeniører, danske arkitekter og produktionsvirksomheder.

»Danske virksomheder skal rykke på mulighederne og bidrage med løsninger til, hvordan USA får en langt mere moderne og velfungerende infrastruktur end tilfældet er i dag«, siger Louis Funder.

Dog tilføjer han, at den primære jobskabelse forventes at blive set i USA.

Det Hvide Hus forventer ifølge nyhedsbureauet AFP, at infrastrukturpakken kommer til at skabe millioner af godt betalte job i hele USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her