EU-Kommissionen vil straffe de transportselskaber, som medvirker til at smugle migranter ind i EU. Straffen kan for eksempel være at forbyde et selskab at operere i EU.
Forslaget kommer som svar på situationen ved EU’s ydre grænser mod Hviderusland, hvor migranter i ugevis har forsøgt at finde vej til EU.
Ifølge EU-Kommissionen vil tiltaget give et ekstra værktøj til at håndtere ’hybride angreb’ som det fra Hviderusland.
»Forsøg på at destabilisere EU ved at instrumentalisere mennesker vil ikke virke. EU står sammen og handler for at løse situationen ved EU’s ydre grænser ved Hviderusland«.
»I dag præsenterer vi et forslag om at sortliste transportselskaber, som er involveret i smugling eller trafficking af mennesker ind i EU«.
»Vi vil aldrig acceptere udnyttelsen af mennesker til politiske formål«, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en pressemeddelelse.
Der har i ugevis været pres på EU’s ydre grænser ved Litauen, Letland og Polen, som har grænser op mod Hviderusland.
ritzau




























