Østrigs kansler, Alexander Schallenberg, vil træde tilbage, så snart hans konservative parti, ÖVP, har fundet en ny partileder efter forgængeren Sebastian Kurz’ afgang fra østrigsk politik tidligere torsdag, meddeler Schallenberg torsdag aften.
»Jeg er af den faste overbevisning, at begge poster – regeringschef og leder af det østrigske parti, der har fået flest stemmer – snart igen bør besættes af en og samme person. Derfor stiller jeg min post som kansler til rådighed, så snart der er taget en beslutning i partiet«, siger kansleren ifølge Reuters og tilføjer, at det aldrig har været hans mål eller ambition at blive kansler.
Schallenberg har været kansler i mindre end to måneder. Meddelelsen om hans afgang er den anden store politiske exit i Østrig i løbet af torsdagen. Tidligere torsdag meddelte Kurz, at han trækker sig helt fra østrigsk politik og dermed også fra formandsposten i ÖVP. I forvejen havde Kurz trukket sig fra kanslerposten i oktober.
35-årige Kurz havde en kometkarriere og var en af verdens yngste regeringsledere, før han meddelte sin afgang. Det skete, da han i oktober officielt blev genstand for efterforskning i en korruptionssag.
Posten som ÖVP-leder ventes ifølge nyhedsbureauet dpa at blive overtaget af indenrigsminister Karl Nehammer. Partiet danner regering sammen med De Grønne, men regeringskoalitionen er skrøbelig. Med Schallenbergs afgang er der udsigt til ny turbulens i toppen af østrigsk politik. Særligt for ÖVP, skriver dpa.
Den afgående kansler oplyser ikke, hvad han har af planer for fremtiden. Det er uvist, om han vil vende tilbage til posten som udenrigsminister. En post, han bestred, inden han overtog kanslerposten efter Kurz.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse




























